Brudholm Trio

 

Præstø Viseforening d. 17.02.2004, anmeldelse i Præstø Avis:

Varm viseaften  -  Ny dansk visetrio vakte begejstring

Af Jens Bjerre Tybjerg

PRÆSTØ: Trioen Brudholm viste tirsdag aften i Varmecentralen nye facetter af det bedste i den danske visetradition, da de tre begejstrede ca. 60 medlemmer og gæster i Præstø Viseforening. Med melodiøse viser, der rakte hele spektret rundt, fangede de hele opmærksomheden.

I front står Hanne Brudholm, som med en smuk stemme og en særdeles bemærkelsesværdig dejlig behandling af sproget, sang især sine egne tekster, men også tekster af bl.a. Poul Henningsen og Carl Viggo Meinckes tekst til Karin Jönssons ”Hvorfor er lykken så lunefuld” var der plads til.

Med sig havde hun Christian Nemming på guitar og med- sanger. Han har skrevet de fleste af de meget iørefaldende melodier. Samt Henrik Juul Jensen på el-bas. En pragtfuld melodiøs trio. Viser er gode, sangbare melodier.

 

 

Dem var der mange af. Men de er ikke mindst tekster, som fortæller os om mennesker og verden omkring os. Og det gøres kun, hvis vore følelser bliver berørt. Det gjorde de i trioens viser.

De skildrer livet fra fødsel til død. Vi kom gennem livets aspekter i glæde og sorg, kærlighed og fortvivlelse, skildret gennem humor, stærke følelser, ironi, satire og megen charme. Og ikke mindst gennem et smuk behandling af sproget.

Der er en verden til forskel mellem tv-stationernes forherligelse af totalt ligegyldige popstjerner og gedigen visekunst, som Trio Brudholm viste det. Bl.a. fordi musikken er vedkommende og teksten aldrig ligegyldig. 

Tilhørerne blev ikke bragt ud i banaliteternes sump, men ind i det levende, varme liv. Trio Brudholm vil mere end ligegyldig underholdning. Den vil vække til eftertanke, skabe varme, kalde på den rige, livgivende humor og vække vore følelser. 

 
F O R S I D E U D G I V E L S E R B O O K I N G A N M E L D E L S E H Ø R